Menu
 

Pressemeddelelse: Channel Partner Of The Year

Årets Channel Partner 2021

Til det årlige Cadence Channel Partner arrangement d. 9. februar 2022, blev der virtuelt uddelt priser og flotte udmærkelser til de Channel Partners verden over, som har gjort en særlig indsats i 2021. Der er i alt omkring 50 partnere fordelt på verdensplan, og Nordcad fik i år overrakt den største pris af dem alle: Channel Partner Of The Year.

”Vi er helt enormt stolte over at modtage denne pris i år. Det er en stor anerkendelse fra Cadence, som vi værdsætter meget højt. Som en af de mindre partnere på verdensplan, er det virkelig en stor ære at få denne udmærkelse”, udtaler Arvid Thorndahl, CEO i Nordcad Systems A/S.

Channel Partner Of The Year prisen er givet på baggrund af flere faktorer, herunder bl.a. den store indsats for at implementere nye produktområder i porteføljen. Værktøjer til RF- og antennedesign samt det helt nye produktområde CFD er blandt nogle af de nye værktøjer, som Nordcad nu kan tilbyde kunderne i Norden. Der er et stort marked for disse områder, og i takt med at få de nye værktøjer ombord, har Nordcad også udvidet personalestaben med eksperter på netop disse områder.

”Vi arbejder hele tiden på at være et skridt foran og følge udviklingen i teknologierne tæt. Netop derfor har vi sat ekstra ind på at udvide vores team med tekniske ressourcer, der kan løfte vores kompetencer til et nyt niveau, som kommer vores kunder til gode”, fortæller Ole Ejlersen, CTO i Nordcad Systems A/S.

Netop det at tilgodese kunderne og deres behov, er også en af årsagerne til at Nordcad får overrakt prisen som årets Channel Partner. Kunderne værdsætter stadigvæk – selv i disse onlinetider – den gode, personlige support, som Nordcads tekniske team yder.

En del af strategien er netop at hjælpe kunderne med at løse problemstillinger, og at finde smarte løsninger, som ikke nødvendigvis er en del af standardsupporten. Alt sammen bidrager til at Nordcad i dag er, og stræber efter at forblive, den foretrukne partner for high-tech virksomheder i Norden.